“Det giver et sæt i mig, da det går op for mig, at jeg kan se et smalt ansigt i den røde automats blanke overflade. Jeg kan se mig selv. “

OverskriftInkarnation blev skrevet i 2015 som en del af et tankeeksperiment: Hvad er identitet? Jeg byggede et univers op med fokus på godt og ondt, og da jeg indså begrænsningerne af dette, blev manuskriptet omskrevet ud fra den tankegang, at vi alle er mennesker. På godt og ondt. Jeg arbejder med spørgsmålene: Hvad gør os til os? Og hvis vi glemmer vores fortid, mister vi så også en del af vores identitet?

I Inkarnation følger vi jeg-fortælleren, der finder en seddel om sin ankel, hvor der står “Mestenes”. Grundet manglende minder og manglende hukommelse generelt ender hovedpersonen med at kalde sig selv Mestenes. Men Mestenes har ikke bare glemt sine minder og er vågnet op i et lig, Mes er vågnet på Roevel Akademi, en skole for sansetive elever og kontrollører.

I denne proces læste jeg om børnetraumer og hjernens tidlige udvikling. Jeg tror ofte, at fantasygenren bliver taget forgivet, fordi man antager, at fantasy giver en magisk løsning på nogle af livets hårde problematikker. Jeg ville gerne have fantasy til at være fundamentet for en spændende verden, uden at det magiske element løser personernes udfordringer.

På samme tid elsker jeg at skabe, og det i sig selv, er det, der fik mig til at forelske mig i fantasygenren. Fordi hvad stiller man op i et samfund, hvor børn udvikler magiske evner? Kan man lade dem gå rundt sammen med almindelige mennesker? Er de farlige? Mere farlige end en person med en kniv?

Det mest realistiske ville være, at der bliver dannet et “os/dem” senarie. Det blev en stor del af min inspiration, da jeg skabte Sydkysten og Kastellet, der styrer den.

Årstallet er 673, og Mestenes er vågnet op i en verden, der virker fremmed og ukendt. Det eneste velkendte, er sansen, en magisk energi som Mestenes selv kan bruge – og som på samme tid stempler Mes.

En fremmed verden, vågnet op i en fremmed krop og med få minder om et liv i tåger. Hvem er vi, når vi ikke husker os selv?