Følgende scene bør først læses, efter Et manipuleret liv er afsluttet, da det er slutningen set fra en anden synsvinkel. God fornøjelse.

“Heneum.” Jenove gør tegn mod døren. “Hvis du følger med ind ved siden af.”
  Den snigende lugt af hendes parfume når mig sammen med en tung, kvalm fornemmelse.
  Adrenalinen pibler ud i min krop, klar til at forsvare mig. Hvad min krop ikke forstår, er, at den ikke må. Jeg kan dog ikke bebrejde den for at reagere.
  Jeg havde knap nok vænnet mig til at være i Loensel, inden Jenove valgte at vise mig, hvor lidt jeg betød for hende. I Symbiotisk Afdelings kliniske omgivelser overlod hun mig til nogle af de bevæbnede skelsættervagter. Der skulle jeg også ‘følge med ind ved siden af’. Jeg var hendes gave til dem.
  Parasitterne lod mig i det mindste blive høj, inden de gik i gang. Men før min lugtesans blev kvalt i amvil, fyldte Jenoves svage parfume min næse.
  Indtil nu har jeg givet mig selv lov til at glemme, hvor ligeglad hun var med, hvad de gjorde ved mig. Hvor ligeglad hun var med at gentage det i politibilen, mens Rache stod udenfor. Nu, hvor Jenove er så tæt på os, at jeg atter kan indånde lugten fra hende, vender hadet tilbage.
  Jeg ved, at hun mærker mine følelser. Alligevel ser hun på mig, som om jeg er en genstand, hun kan styre.
  Som om jeg ikke skræmmer hende.
  Jeg synker for at fjerne den tørre fornemmelse i munden, men den smule spyt, jeg får samlet, er kun nok til at klistre tungen til ganen. Da Raches tidligere kontrollør, der stadig står med en krebsebamse under hver arm, laver en diskret gestus til Rache (et ‘lad være med at blande dig’-tegn), fylder jeg langsomt lungerne med luft.
  Jeg træder frem. Det er ikke ligefrem, fordi jeg må gøre andet end at føje dem.
  At Karien og Jenove vil tale med mig samtidigt, uden Rache, men med Jenoves forkynderske, kan kun være på grund af kastelpligten.
  Jeg gnider underansigtet og skotter til Rache. Karien er et decideret svin, hvis han lader hende kramme sin datter og bagefter skriver under på, at jeg skal … voldtage hende.
  Benene er svage under mig.
  Det ville han ikke gøre, ville han? Ikke efter alt det, der er sket. En del af hans krebseinficerede sind må holde af hende. Ville han virkelig være klar til at udsætte hende for et sidste traume for at være sikker på, at hun atter bliver hans?
  Rache sidder stadig på knæ med sin pige i armene. Hun har rynket brynene, og hendes ulæselige blik retter sig skiftevis mod ehaerne og forkyndersken.
  “Jeg er sikker på, at det kun tager et øjeblik,” tilføjer Karien.
  Så hvad? Han skriver under i dag, Jenove trækker amvilen til sig i morgen, så de kan afpresse mig med abstinenser, og så venter de på, at jeg giver op og går med til deres plan? Jeg kan knap nok sove, uden at mareridtene om at voldtage nogen vender tilbage. Blød hud, skam, selvhad … nydelse. Hvad hvis jeg i virkeligheden er det monster, som min underbevidsthed prøver at overbevise mig om? Hvad hvis jeg faktisk ville kunne lide det?
  Bare tanken om at røre Rache på den måde får mine tæer til at krumme sig. Sveden lægger sig som et klamt lag under trøjen.
  Men alligevel ved jeg, at når abstinenserne melder sig, kvæler desperationen alt andet.
  Hele mit sind fokuserer kun på næste pille, som om der ikke eksisterer andet. I de situationer klynger jeg mig til, hvad jeg ved, der er rigtigt og forkert.
  Kvalmen bliver en sur eftersmag og tager kun til, da Raches fireårige afbryder stilheden med sin lyse stemme:
  “Og min-eha Karien har Mersel med.” Hun presser sine små hænder mod Raches ansigt, som kan hun suge kærligheden ud af hende. “Har du set det, mor? Jeg har to krebse-Mersel.”
  “Han forkæler dig, gør han ikke?” Rache taler dæmpet. Distræt.
  “Nej, det er, fordi jeg har været sød,” svarer Verlin og løber tilbage til Karien, så den overmalede pind i hendes hår vipper, og hendes gule kjole blafrer om hende. Hun rækker armene op efter de to krebsebamser, som han en efter en rækker til hende.
  Hun er også skabt af Karien og hans verden.
  Lige så snart jeg har tænkt tanken, modstår jeg trangen til at skære ansigt af mig selv. Selvfølgelig er Verlin mere end det, men han har allerede sat en børneversion af en gråstav i hendes hår og fået hende til at lege med bamseversioner af deres kræ. Hun lever med ham. Den eneste virkelighed, hun kender, er hans.
  Jenoves forkynderske, en krumrygget dame med væskende øjne og sit stride grå hår i en stram knold, gør tegn mod døren. De røde bånd danser om hendes benede håndled. Jeg forlader rummet og kan gennem øjenkrogen se, at hun følger efter mig. Jeg prøver at tænke på noget andet end, hvilken mand jeg efterlader Rache sammen med. Hvor let han kan knække den kampgejst, jeg har fået lov til at se, hvis han har besluttet sig for at …
  Min krop stivner midt i et skridt.
  Ude på gangen står en pige. Hun er et halvt hoved lavere end mig. Smalskuldret. Læderuniform. Halsbånd. Hendes sortsværtede øjne har et undersøgende blik, men med mængden af sminke, er det svært at sætte en præcis alder på hende. Hun kan være alt fra femten til maks tyve. Eller maks nitten. Måske maks atten …
  Selvom hun bærer læderuniformen, har hun ikke et armbind, hvilket bekræfter min mistanke om, at hun er for ung til at være færdiguddannet. Håret er sat i en kunstfærdig frisure med en gråstav præcist i midten.
  Ligesom Rache bærer den.
  Jenoves forkynderske støder ind i mig, og jeg mumler en undskyldning, ude af stand til at se væk fra pigen foran os. Hun retter selv blikket mod gulvet med ansigtet lagt i den værdige mine, Kastellet lærer os.
  Hun er yngre end mig. Det er helt sikkert. Hvor meget yngre?
  Hun bider i sin underlæbe. En diskret nervøs trækning.
  Jeg ved allerede, hvad det er, hun frygter, for jeg har set det udtryk så mange gange før:
  Hun har ingen kontrol over sit liv, og hun klynger sig til den kontrol, hun tror, ‘de ypperste’ kan give hende.
  Ved siden af hende står endnu en forkynderske. Jeg skyder hende til at være i trediverne, og hun møder mig med et af forkynderskernes venlige smil. Det smil, de lærer, hvor end Kastellet masseproducerer dem. Derefter gør hun tegn til, at jeg skal gå ned ad gangen.
  “Jeg går ind ved siden af og taler med eha Jenove.” Jeg hører Kariens stemme fra rummet bag mig.
  Jeg sætter kurs ned ad gangen og tvinger blikket mod gulvets hvidlige linoleumsfliser. I de sene nætter har jeg vænnet mig til lyden af sygeplejerskernes sko, der piber mod gulvet. Jeg har lyttet til de døre, de låser op med en nøgle, og den, de åbner med et nøglekort. Jeg har prøvet at gætte mig til bygningens plantegning ud fra de brudstykker, jeg har samlet. Det ville kunne redde mit liv. Hvis ellers der var en chance, bare en minimal chance, for, at jeg kunne forlade det her rottehul uden det blev opdaget.
  Problemet er ikke sygeplejerskerne eller de lukkede døre: Det er de bevæbnede vagter, man møder, når man forlader den fredelige gang, vi er på nu.
  “I kan tale imens, hvis du lover, at du passer på din mor.” Kariens stemme bliver fjernere i takt med, at jeg bevæger mig væk fra rummet. “Aftale?”
  “Nej, stop det. Du ødelægger mit hår!” udbryder Verlin skingert. “Hold op, min-eha Karien. Jeg …”
  “Den næste dør på venstre side.” Jenoves forkynderske taler så tæt på min ryg, at jeg spænder i skuldrene.
  Jeg drejer hovedet for at have hende i øjenkrogen, inden jeg åbner døren og træder ind i noget, der ligner et mødelokale. Jeg har set personalet gå gennem døren, men jeg har aldrig selv sat mine ben herinde. På plantegningen i mit hoved var rummet en mulig udgang, hvis vinduerne herinde kunne åbnes.
  Det ser jeg nu, at de ikke kan.
  En tavle med organiserede pligter hænger på venstre væg. Store ruder ud mod den lille gårdhave lukker så meget lys herind, at jeg kniber øjnene let sammen.
  Ved siden af mig træder den fremmede betvinger ind. Trangen til at stirre på pigen sidder i mig. Hun er Kariens bud på, hvem der kan erstatte Rache, det bliver jeg mere og mere sikker på. Hun er den, jeg skal forgribe mig på, så han kan få ‘sin’ betvinger tilbage. Jeg skulle have set det komme. Det giver så meget mere mening end at lade mig besudle hans Rache.
  Det burde heller ikke undre mig, at han gør, som han gør: som om det er det mest normale i verden at handle med andres liv. Som var det en valuta.
  Det gibber i mig, da jeg pludselig hører Kariens stemme ude på gangen:
  “Giv mig et kvarter med ham. Alene.”
  Betvingerpigen udveksler et hurtigt blik med mig, inden hun forlader rummet.

Karien dumper ned at sidde på stolen over for mig. Han masserer sin tinding, mens hans forkynderske lyner sin attachemappen op, udvælger to dokumenter og rækker dem til ham. Da han har taget imod dem, sænker hun hovedet for ham, mumler “eha” og forlader rummet.
   Først da han lægger papirerne på bordet, bliver min mistanke bekræftet:
   Det øverste er sat op på samme måde, som jeg husker velsignelseskontrakterne. Der er en masse tekst og fire felter, hvor kontrollørerne og deres rødbånd kan underskrive. Selvom loven kræver, at de skal have min accept, har de ikke gjort det til en synlig del af kontrakten. Hvis det ikke er en måde at vise, hvor meget de pisser på min frie vilje, så ved jeg ikke, hvad det er.
   Jeg kradser min hals. Har svært ved at koncentrere mig, for tankerne er begyndt at blive mudrede.
   “Jeg underskriver én kontrakt i dag.” Karien læner sig tilbage mod træstolens ryglæn og trommer to fingre mod bordpladen. Han trækker det øverste dokument væk fra det nederste. “Men jeg har to styk med.” Hans blik hviler på mig for en stund. “Kan du læse?”
   Jeg er ikke i tvivl om, at han spørger, fordi han virkelig er i tvivl. Men det rager ikke ham, at det var Kastellet, der lærte mig at læse; at mine forældre ikke havde råd til undervisning, og at hans fordomme holder stik.
   “Så det er Rache eller …?” mumler jeg.
   “Liv,” svarer han.
“Det mener du ikke.” Er hendes navn Liv? Så pigen, han vil bruge til avl, hedder Liv? Liv skaber liv? Hvad er chancen for, at han vælger en pige med det navn? Det er jo latterligt.
   “Synes du, det er sjovt?” Karien får et misfornøjet drag om munden. “Hvor skæv er du lige nu?”
   Irritationen breder sig i mig. Jeg holder op med at kradse på min hals, da det går op for mig, at mine fingerspidser er klistrede af blod. I en stiv bevægelse knytter jeg hånden og sænker den.
   “Du spilder dit kvarter,” siger jeg og sørger for at udtale hans latterlige titel med den manglende respekt, den fortjener: “Eha Karien.”
   “Vi er allerede enige om, hvad vi gør,” vrisser Karien. “Jeg skriver under på kontrakten mellem dig og din udkårne hjernevrider.”
   Han drejer det ene dokument efter det andet og skubber dem over til mig.
   Da jeg tøver, tilføjer han:
“Det eneste, du skal gøre, er at sige ‘ja, eha Jenove. Jeg udfører pligten’.” Han finder en kuglepen frem fra det udsmykkede krebseharnisk. “Jeg er fuldstændigt ligeglad med, hvad du gør efter det. For min skyld kan du gå ud og hænge dig selv, men du lader Rache vende hjem inden.”
   “Jeg kan ikke sige ja,” svarer jeg hæst. Ikke, at han vil fatte det.
   Han trækker hætten af sin dyre kuglepen og peger på mig med spidsen.
   “Trevl,” hvisler han. “Hvis du ikke siger ja i dag, så tager Jenove ikke imod mit tilbud, og så er det Rache, der skal sprede ben for dig.”
   Mine muskler spænder.
   “Fatter du det?” bider han ad mig.
   “Øjeblik.” Jeg kniber øjnene hårdt i for at stille ordentligt skarpt, åbner dem igen og lader blikket glide over de to dokumenter, han har placeret foran mig.
   “Er det det, du vil?” spørger han.
   “Jeg sagde ‘øjeblik’!”
   “Lad mig skære det ud i pap for dig.” Karien flytter det ene dokument hen foran sig. Mit hjerte springer et slag over: én glidende bevægelse, og underskriften er overstået. Varmen eksploderer i mig.
   “H-hvad har du gjort?” stammer jeg og vender det dokument, han ikke underskrev. Mine fingerspidser sætter blodige mærker. Pulsen er en forstyrrende brusen i mine ører, mens jeg skimmer teksten og kommer frem til, at kontrakten med mit og Raches navn ikke er underskrevet.
   “Når Jenove vender tilbage, rækker jeg hende kontrakten mellem dig og Liv. Du fortæller hende, at du accepterer pligten.” Karien sætter kuglepenshætten tilbage med et klik. “Og du gør det for Rache. Ligesom jeg købte Liv for hendes skyld. Vi kan kalde det vores fælles offer.”
   Det manipulerende svin.
   “Og hvad gør du, hvis jeg siger ja, og Jenove kun vil underskrive kontrakten mellem mig og Rache?” hvæser jeg. “Hvis hun krøller dit forsøg på at ‘redde’ Rache sammen?”
   “Så sig ‘jeg accepterer pligten, så længe det er med søde, dejlige Liv’?” foreslår han.
   “Hvor gammel er hun?” Min stemme er tæt på at knække.
   “Hvad har det med noget at gøre?” vrisser Karien. “Hun er ikke nondrætter. Er det ikke mere relevant?”
   “Hvordan kan alder ikke være relevant?” udbryder jeg.
   Døren går op, og jeg hører Jenoves stemme ude fra gangen.
   Jeg kan ikke sige ja. Hvis jeg siger ja, skrider det hele. At modsige blækøjnene er det eneste, jeg har tilbage. Min eneste ret. Det er min ret, lige meget hvor meget de ødelægger mit liv for at få mig til at opgive. Det er en af de få rettigheder, jeg har tilbage som menneske.
   På den anden side fortjener Rache, at det her mareridt slutter. At hun kan vende tilbage til sin datter. At hun kan lægge overgrebene bag sig og glemme, hvad Kastellet gjorde mod hende. Prøve at glemme.
   Hvad ville jeg ikke give for at glemme?
   Men Karien er ingen frelser.
   Han er endnu et krebsehylster.
   Selv hvis jeg sagde ja, ville jeg overlade Raches fremtid til ham.
   Da Liv trækker en stol hen ved siden af mig, så eha Jenove kan sætte sig på den, smiler Jenove på en måde, jeg havde glemt, at den gråhårede dame kunne. Rynkerne trækker sig op omkring mundvigene. Fuger samler sig i hendes øjenkroge. Hun nikker kort til Liv, der sænker hovedet i respekt, inden hun placerer sig på en stol ved siden af Karien.
   Vi sidder, som vi bør: ved siden af hver vores ejer.
   “Min eha,” hvisker Liv til Karien. I hendes stemme hører jeg undertrykt spænding.
Hun forstår ikke alvoren af, hvad der foregår.
   Karien kaster et blik mod døren og gnider sig om hageskægget. Da han atter retter opmærksomheden mod Jenove og mig, er hans udtryk lukket. De sorte øjne er afventende. Uden et ord placerer han den underskrevne kontrakt foran Jenove, som værdiger teksten et langt blik.
   Liv sikrer sig, at gråstaven stadig sidder lige i frisuren og retter på sine flettede hårløkker. Jenoves smil svinder ind, og jeg skæver atter til Liv, som synker og ranker sig.
   Med et imødekommende smil, der på ingen måde når Kariens sorte øjne, folder han hænderne over hinanden på bordet.
   “Min gave,” siger han henvendt til Jenove. “Til dig.”
   “Og hvad med hendes uddannelse?” Jenoves ord bekræfter min dårlige mavefornemmelse. Jeg skotter til kontrakten, hvor der står:

   Betvinger, bærer
   Liv, 17 år, Everlev Akademi, distrikt 6
   Tidligere kastelvelsignelser: 0
   Ansvarshavende kontrollør:
   Eha Rennet Karien

17 år. Distrikt 6.
   “Jeg arrangerer det med den skole, der passer dig bedst,” svarer Karien og lader smilet falme. “Jeg er sikker på, at de forstår Livs værdi.”
   Manglende værdi, hvis hun ikke engang kan få lov til at afslutte sin skolegang, inden hun skal være deres avlsko.
   “Og Liv er indforstået med situationen?” Jenove lægger ansigtet i blidere folder, da hun atter ser på pigen. “Hun lader til at være kvik.”
   “Tak, eha Jenove.” Et smil krummer Livs mundvige opad, inden hun får samlet sig om sin alvorlige, værdige mine. Det går op for mig, at hun har fregner … ligesom Rika. “Æret være Kastellet. Jeg er klar over, at jeg er vigtig for De Fem. Og vores fjerde. Jeg mener, at mit barn er vigtigt for De Fem.”
   “Du og dit barn, kære.” Jenove ser ligefrem lettet ud, men Liv er sikkert også en forfriskende afveksling fra mig og Rache.
   Liv nikker hurtigt.
   “Eha Karien har sørget for eto Noverlens velsignelse af min pligt. Vi mødtes med hende.” Hun skæver til Karien, der nikker, og Liv fortsætter begejstret: “Hun sagde, der er en fremtid i mig.”
   “Har eha Karien informeret dig om vores …” Jenove sender mig et sideblik. “… situation?”
   Liv tøver. Hun ser kun på mig i korte øjeblikke ad gangen, og jeg retter mit halsbånd, så det forhåbentlig dækker sårene. Jeg ligner sgu heller ikke ligefrem mændene fra de propagandaplakater, hun har gået og drømt om, men det er også det mindste problem i forhold til min ‘situation’. En kastelelsker som hende kommer ikke til at kunne holde grimassen, når hun finder ud af, at jeg har vanæret De Fem. Hvis Karien havde forberedt hende på den del, havde hun opført sig anderledes over for mig.
   “Der er ingen ‘situation’.” Karien taler henkastet og vender blikket mod mig, sikkert for at få mig til at byde ind.
   Selv da jeg skiller læberne, stritter alt inden i mig imod. Jeg vil ikke.
   Blækøjnene kan ikke tvinge mig til at forgribe mig på nogen. Hverken på Rache eller Liv.
   Karien og Jenove må være vanvittige, hvis de tror andet, med alle de kodeksbrud jeg har bag mig.
   Da Karien får et irriteret drag om munden, breder panikken sig alligevel i mig. Han finder sin kuglepen frem, rækker ud og trækker kontrakten med mig og Rache hen til sig. Mine muskler spænder. Mit blik er fikseret på papiret, som han …
   Inden jeg når at reagere, har han underskrevet det.
   Han tøvede ikke engang. Han …
   Kvalmen snører min hals sammen. Jeg presser hånden over munden. Måden, Rache græd, da hun fortalte om kastelpligten … Hendes blik. Blikket jeg kender fra Rika. Skammen, som ingen af dem burde føle. Verden er forvrænget og forkert. Alt, jeg troede på, er ødelagt. Jeg …
   Jenove giver et tænksomt “hm” fra sig. Hun gnider tommeltotten mod pege- og langfinger. Derefter finder hendes egen forkynderske en kuglepen frem.
   “V…vent,” snøvler jeg og trækker Rache-kontrakten væk fra hende. “I-ikke … ikke …”
   Ikke Rache.
   Men jeg kan heller ikke …
   Liv er sytten år.
   Hun ved ikke, hvad hun siger ja til.
   “Jeg …” Min hånd ryster, og jeg trækker den ned under bordet, da det går op for mig, at Liv glor på mine manglende fingre.
   “Vi har ikke en ‘situation’, vel?” spørger Karien roligt.
   Trangen til at råbe ad svinet bygger sig op, men Raches eha er ikke det virkelige problem. Det er eha Jenove. Og nu har hun to kontrakter at vælge mellem.
   Fatter Karien overhovedet, hvad han har gjort?
   Han kan ikke regne med Jenove.
   Hun vil nyde at se ham tabe, hvad end det er for et spil, han tror, han har gang i. Det er grund nok til, at hun kunne finde på at underskrive kontrakten med Raches navn. For at knække ham. Ligesom hun vil knække mig.
   “Heneum?” Karien hviler kinden mod håndfladen. Han har en provokerende afslappet mine, som kunne det hele rende ham.
   “Nej,” svarer jeg endelig. Min stemme er fremmed og hæs. “Det … har vi ikke.”
   Karien løfter opfordrende øjenbrynene.
   “Eha Karien,” tilføjer jeg. “Der er ikke en situation.”
   Jeg hader mig selv.
   Alt, jeg kan smage, er mavesyre. Da Jenove ser mod kontrakten foran mig, den, hvor Raches navn er trykt sort på hvidt, mærker jeg svimmelheden.
   ‘Jeg er ikke okay.’
   Raches stemme ekkoer gennem mit hoved.
   ‘Jeg vil ikke være her.’
   “Heneum …?” begynder Jenove.
   “Nej.” Jeg afbryder hende.
   ‘Esnem, j-jeg … kan ikke …’
   Raches facade faldt fuldstændigt fra hinanden, da hun sagde det. Da hun endelig åbnede sig.
   “Jeg … accepterer … pligten,” hvisker jeg, mens trangen til at tude bygger sig op. “Med … Liv.”
   Jeg hader det, de vil gøre mig til.
   Jeg hader mit liv.
   Et smil tegner sig om Kariens brede mund, og det bliver kun bredere, da Jenove presser sine rynkede læber sammen. Han tager Rache-kontrakten tilbage og rækker den over skulderen til sin forkynderske, der pakker den væk i sin attachemappe. Liv suger underlæben ind i munden med et tænksomt udtryk.
   Jeg føler mig stadig kold og klam. For klam til at mærke lettelsen over, at det mareridtsagtige alternativ til Raches fremtid er pakket væk – og hvad er der også at være lettet over?
   Jenove læser kontrakten mellem mig og Liv igennem. Derefter tager hun imod nogle papirer fra Kariens forkynderske og bladrer dem igennem.
   “Hun er fertil,” siger Karien og bryder dermed stilheden. “Hendes evner er lovende. Og jeg har selvfølgelig også gjort konklusionen af Lenns rehabilitering klar, så du ikke skal døje med papirarbejdet.”
   Jenove gør tegn til sin forkynderske. Den krumryggede dame går rundt om bordet. Hun stopper ved siden af mig, åbner sin skuldertaske og finder en lille boks frem. En diktafon, som hun tænder og placerer foran mig.
   “Gentag det,” siger Jenove kortfattet.
   Jeg er slet ikke i tvivl om, at ordene er henvendt til mig, selvom hun stadig er optaget af papirerne.
   Diktafonens røde knap lyser. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt foran nogen. Det må have været, da jeg stadig havde noget at miste. Men dengang var det vredestårer, og det, der bygger sig op i mig lige nu, er afmagt.
   Sorg.
   Foragt.
   “Jeg … accepterer pligten,” snøvler jeg. “Med Liv.”
   “Jeg accepterer pligten med Heneum.” Liv sender mig et opmuntrende smil.
   Jeg bider tænderne sammen for ikke at råbe ad hende. Kunne hun i det mindste tøve bare en lille smule?
   Ved siden af mig skratter Jenoves kuglepen mod papiret, da hun underskriver kontrakten mellem Liv og mig. Bagefter underskriver hun rehabiliteringen og rækker den til Kariens forkynderske. De to rødbånd gennemgår sammen velsignelseskontrakten og rehabiliteringen, inden de også underskriver.
   Livs opmærksomhed har ikke rykket sig fra mig endnu. Hun virker nervøs, men smiler stadig. Svagt. Undersøgende. Hun tror vel, at jeg også er nervøs for at skulle udføre pligten for første gang.
   Jeg modstår trangen til at sikre mig, at mit hår dækker arrene i mine ører fra den aften, hvor Dether rev mine piercinger ud. Det var efter, han havde presset Kara til at knappe mine bukser op. Jeg var høj på amvil. Accept eller ej, Dether havde mistet tålmodigheden. Jeg sparkede ud for at få Kara væk, men min hæl brækkede hendes næse. Blodet fossede fra den. Lydene var et brusende kaos, mens jeg gloede på hende – indtil jeg blev afbrudt af en knytnæve fra Dether. Så gik det ud over mine piercinger.
   Han startede med dem, min storebror lavede. Sluttede med den, som Rika satte i mit øre: piercingen fra min tolv års fødselsdag. Rika havde forklaret mig, at den lille metalring skulle minde mig om at blive bedre til at sige fra. Hun grinede og pegede på sin egen, som jeg havde givet hende. Den, der betød præcis det samme.
   Selvom Dether var min kontrollør, var hans kontrol over sine krebs … minimal i forhold til Jenoves. Jeg kunne slå igen. Forsvare mig. Ikke, at det hjalp meget, når hele verden sejlede.
   Krebsesvin.
   Liv aner ikke, at hun er Kastellets fjerde forsøg, og selvom frygten sidder i mig, bliver jeg mere og mere afklaret om, at lige meget hvad der kommer til at ske, er jeg nødt til at holde fast i den rest af mig selv, som jeg har tilbage. Holde fast i min menneskelighed.