Videre til indhold

Mestenes-Serien

En dansk LGBT+ fantasyserie

Bog 1: Inkarnation
- Universet
- Teaser
Blog
Om forfatteren
- Kontakt
Kunstner hjørnet

Teaser

(Made as a webcomic test) Inkarnation teaser

Del dette:

Twitter
Facebook

Synes godt om dette:

Like Loader...

Følg processen på Instagram

I dag er Inkarnations 1 års fødselsdag. Tillykke, bogbaby! Tak til alle jer, der er dykket ned i Sydkystens univers ❤️ Det betyder alverden for mig. Og er der en bedre måde at fejre det på end ved en forside reveal på Under huden? Under huden, bog 2 i Mestenes-serien, udkommer som en del 1 og del 2, og som I kan se på ryggen, kan man samle en krebs ved at sætte dem sammen :D elsker det! Jeg har tegnet særlige illustrationer til hver bog og så har begge bøger den samme store to siders illustration, hvor man kan få et overblik over skolens forskellige elever (Axten forklarer, hvem der er okay, og hvem der ikke er 😜). . Krebsekonkurrencen er stadig i gang, hvor man er med i lodtrækningen om Under huden, hvis man tegner en krebs. Nu kan I nok se, hvorfor jeg valgte at lave den konkurrence. Under huden bliver en bog, der fortsætter med at udforske temaer som kønsidentitet og seksualitet. Samtidigt handler den også om mere dystre temaer, så som døden, at bearbejde sin fortid på trods af alt det dårlige i den mm. Det handler om at finde sig selv, at få en ny chance, som Mestenes har fået på Roevel Akademi. Men der dukker problemer op - problemer, der måske har noget at gøre med forsiden og titlen. Hvem ved 😉 ✨ 14. september 2019 åbner dørene atter til Roevel Akademi ✨ I år er der ikke optagelsesbreve, men USB-stik med hemmeligheder på. Jeg vil vove at påstå, at det er noget, I aldrig havde set komme. #nybog #mestenesserien #pernillelstenby #ulvenoguglen #underhuden #underhudendel1 #underhudendel2 #fantasy #dansk #lgbtq #pride #bookstagram #fantasyfestivallen #skjoldkrebs #forfatter #forfatterliv #forfatterdrømme

🌈 Pride snak x 3 🦄 Vores seksualitet og kønsidentitet er en utrolig stor del af det fundament, der er os. Derfor var det rart at begynde at eksperimentere, for på den måde fandt jeg stille og roligt mig selv. Problemet var, at jeg ikke synes, jeg passede i nogen lgbt+-boks. Jeg havde haft både drenge- og pigekærester, så jeg måtte vel være biseksuel. Når jeg datede piger var de ligesom mig også ofte usikre på dem selv, og jeg skulle helst lade være med at tale om, at jeg havde været sammen med mænd. Jeg lærte, at biseksuel var noget, man ikke ville være: man skulle vælge. Jeg prøvede at forklare min seksualitet som panseksuel, fordi jeg jo stort set kun var til kvinder, men blev forelsket i personligheder uanset køn. Den forklaring var bare for kompliceret, så jeg gik over til at kalde mig lesbisk. Når jeg sagde til folk, at jeg var lesbisk, blev det generelt mødt med accept. Pan- eller biseksualitet blev mødt med konstante spørgsmålstegn. Hvad angik min kønsidentitet havde jeg givet lidt op. I bund og grund var jeg ligeglad, for jeg følte mig ikke som noget specifikt. Jeg havde mest ro i mit hoved, når jeg stoppede med at tænke over, hvem/hvad jeg var, og bare ... eksisterede i stedet. Da jeg begyndte at date Sander, talte vi meget om, om det var en god idé. Sander var på det tidspunkt ved at springe ud som trans, og lesbisk var blevet en stor del af min identitet. Jeg tænkte fuck it og gik tilbage til at kalde mig panseksuel. Selvom folk blev temmelig forvirrede, kunne jeg jo ikke rigtig kalde mig lesbisk, når jeg var sammen med ham, og jeg var blevet ældre, havde færre shits to give og hvilede lidt mere i mig selv. Jeg begyndte at indse, at det ikke handler om, at jeg skal finde en boks, jeg passer i. Jeg skal finde den boks, der passer bedst til mig. Noget, der har hjulpet mig med at finde mere ro i mig selv, er Pride. Hvert år er der bare glade, stolte mennesker, som gør det bedste for at være den, de er. Jeg synes, det er helt utroligt inspirerende ❤️ så til opslaget i dag har jeg valgt en video af mig og Sander fra sidste års pride 😁 #happypride ❤️🧡💛💚💙💜 Jeg håber, I har en rigtig god uge.

🌈 Endnu mere pride snak 🦄 Jeg har aldrig rigtigt haft en forbindelse til min krop. Jeg er bare inden i den, og den har ikke føltes som en reel del af mig. Jeg var ligeglad med, hvad der skete med den, for jeg brød mig ikke om den. Vi hang kun sammen, fordi vi var tvunget til det. Nogle dage ville jeg bare gerne gemme den væk og blive indendørs. Jeg var bange for, hvad folk tænkte, når de så mig. Jeg følte, jeg havde en underlig krop med et tomt blik, som om der ikke rigtigt var noget derinde bag øjnene. Set i bakkespejlet var det helt absurd, for jeg havde ingen grund til at have det så dårligt med mit udseende. Da jeg begyndte at date piger, havde jeg allerede brudt en norm, og det blev lettere at bryde den næste: Jeg klippede mit hår kort og skiftede til et mere drenget, androgyn look. Jeg vidste, at der var noget galt med min krop, men ikke hvad. I en periode prøvede jeg at finde ud af, om det var kønnet, for min personlighed passede også bedre til en dreng, og hvis jeg havde været en dreng, havde min interesse for piger aldrig været et problem. Dog gik det op for mig, at lige meget hvilket køn min krop er, lige meget hvordan den ser ud, vil jeg hele tiden have det, som om der er noget galt. For mig var min krop ikke kønnet på samme måde som man deler køn op i mand og kvinde. Jeg var en eller anden udflydende mellemting. Hvor maskulin eller feminin jeg havde lyst til at være, kunne skifte fra dag til dag. At indse det ændrede ikke på mine problemer, for en del af mig var meget, meget opmærksom på, at jeg havde en masse krav, jeg skulle leve op til for at ... Hmm det er svært at forklare uden at det lyder virkelig skørt. Men hvis jeg ikke holdt mig inden for en bestemt vægt, så skulle jeg holde mig for mig selv, indtil jeg havde fixet det. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne bruges til noget ellers. Da jeg læste om transkønnethed, gik det op for mig, at jeg var ude i noget BDD. Body dysmorfic disorder. At mit syn på min krop gjorde det svært at have en normal hverdag, at det var tvangstanker, der lå bag det; at den eneste løsning var at stoppe med at lytte til dem. Men det er pisse svært. Og så afslutter jeg min fortælling i morgen :p

🌈 Mere pride snak! 🦄 Jeg havde fundet ud af, at jeg også var til piger, men det betød ikke, at jeg var klar til at indrømme det over for verden, jeg havde svært nok ved at indrømme det over for mig selv. Mine forhold med fyre blev dog mere og mere problematiske. Selvom det havde fungeret i starten, hvor jeg pressede mig selv til at være den seksuelle partner, de havde brug for, begyndte noget at slå klik i mit hoved. Jeg fik den her følelse af at få hovedet under vand, som om massevis af hænder tog fat i mig, og jeg ville bare have det til at stoppe. Alt inden i mig skreg. Det var min egen skyld. Det var mig, der skulle sige fra, men en del af mig blev ved med at håbe, at jeg kunne tvinge mig selv til at blive 'normal'. At hvis jeg blev ved med at presse mig selv, så ville det en dag blive bedre (og jeg er meget stædig). Long story short. Det blev kun værre. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev nødt til at tage et aktivt valg. Jeg sagde stop. Jeg stoppede med at date mænd, for jeg kunne simpelthen ikke finde en mandlig partner, som jeg passede med. Og jeg tog springet til at date piger. En del af mig fortalte mig stadig, at det var forkert, men alle de tanker forsvandt, når jeg brugte tid med en pige. Selvom det lyder super cheesy, følte jeg mig som den heldigste person i verden. Jeg var så pisse bange for, at en pige kunne tricke samme berøringsangst i mig, som jeg havde oplevet med mænd. Hvad ville jeg så gøre? Være alene resten af mit liv? Ensom kattedame? Men det viste sig, at mit hoved var stille. Jeg følte ikke noget ubehag eller nogen overtrådte grænser. Jeg begyndte lige så stille at få det bedre. Derefter var alting godt. Ej, jeg driller bare. Alting var stadig noget rod, men det var noget rod, som jeg havde lyst til at være en del af. Mens jeg datede piger, gik det dog op for mig, at det ikke kun var min seksualitet, der var anderledes. Jeg følte mig ikke rigtig som en pige-pige. Hele min verden havde bare været så meget mere simpel, hvis jeg var blevet født som en dreng, og jeg har alligevel aldrig rigtigt kunne genkende min krop som værende min. ... mere pridesnak i morgen :b

🌈 Prideuge = pridesnak 🦄 Jeg voksede op uden at kende til andet end heteroseksualitet og cis. Jeg passede ikke helt ind i den verden, og det gjorde, at jeg havde den her forestilling om, at jeg skulle øve mig i at være tiltrukket af mænd. Jeg tænkte, at så ville det nok komme på et tidspunkt, hvis jeg bare gjorde mit bedste. Jeg var generelt en meget aseksuel teenager, og det kambolerede med mine forhold. I et forhold endte jeg ofte med 'go with the flow' og pressede mig selv ud i situationer, som jeg, set i bakkespejlet, ikke var seksuelt klar til. Men jeg blev oprigtigt forelsket i mine drengekærester, og det forvirrede mig, at den fysiske tiltrækning manglede. Op igennem gymnasiet indså jeg lige så stille (og mod min vilje, for tanken skræmte mig en del) at jeg også var tiltrukket af piger. Min tiltrækning til piger var til gengæld meget anderledes, den var mere fysisk, selvom jeg stadig ikke helt forstod sex. En veninde sagde til mig, at hvis jeg ikke havde lyst til at slikke fisse på en pige, så var jeg ikke til piger. Nåh. Jeg fantaserede om at kysse dem og holde i hånd, så jeg satte bremserne i. Hvis min veninde havde ret, var der jo noget galt med mig. Måske var jeg bare forvirret. På det tidspunkt kunne jeg heller ikke lægge tanken om 'kernefamilien' fra mig. Det var jo det, jeg havde fået at vide, at jeg skulle ende med, og det var op til mig at få det til at fungere (Jeg var allerede en underlig type i forvejen, og jeg ville egentligt bare passe ind). Anyways, jeg kunne ikke stoppe med at tænke på den her tiltrækning til piger. Jeg tænkte meget på, at det ville være forkert af mig at udforske den, for hvad hvis jeg tog fejl, hvad hvis det var en fase, og jeg ville ende med at såre en pige, der følte mere end mig. Jeg løste det på en næsten ikke creepy måde. Jeg begyndte at udgive mig for en fyr på et datingsite og skrev med piger. Her bekræftede jeg det, som jeg egentligt bare vidste i forvejen: Jeg er tiltrukket af piger, og jeg kunne også blive forelsket i dem. Bum. Og hvad gør man så? Denial. År med denial. . Resten af historien må I få i morgen :p pga. instagrams text limit.

Vi starter #copenhagenpride ugen ud med en konkurrence! Nu kan jeg nemlig snart afsløre forsiden, og som et lille hint til Under hudens forside handler konkurrencen om at tegne en skjoldkrebs. Tegn dit bedste bud på de krible krable dyr, som kontrollørerne på Sydkysten render rundt med under huden 😉 Del tegningen i din historie eller i et opslag, bare husk at tagge mig, @pernille.l.stenby så jeg kan se det 💙 hvis du ikke er komfortabel med at dele på dine egne sociale medier, er du også velkommen til at sende billedet direkte til mig, så deler jeg det på min profil sammen med resten af deltagernes tegninger 👀 Der findes ingen forkerte skjoldkrebs i denne konkurrence 😛 Når du har tegnet en skjoldkrebs, deltager du i lodtrækningen om de næste to bøger i Mestenes-serien, Under huden, del 1 og del 2. Der er temmelig gode chancer for at vinde bøgerne. Vinderen trækkes allerede på søndag d. 18, når jeg ligger og kommer mig efter paraden om lørdagen 😛 #happypride! ❤️🧡💛💚💙💜 Lige meget hvilken seksualitet og kønsidentitet du har, så håber jeg, at du får en rigtig god uge ^.^ #mestenesserien #pernillelstenby #ulvenoguglen #danskfantasy #lgbtq #lgbtqia #konkurrence #vind #nybog #underhuden #skjoldkrebs

Nedtælling

Udgivelsen af bog 217. august 2019

Følg siden via Email

Indtast din emailadresse for at følge siden og modtage notificationer om nye opslag via email.

Instagram

Powered by WordPress.com.

Post to

Annuller

%d bloggers like this: