En jeg-fortæller skal have sin egen stemme. Læseren skal ikke være i tvivl om, hvilken jeg-fortæller man følger. I Inkarnation er der kun en, men jeg har alligevel lavet afsnit med andre jeg-fortællere for at forstå dem som personer. En af de personer er Ades/Axten, og til dem der er færdige Inkarnation, tror jeg det kan være ganske sjov læsning.

Mestenes’ synsvinkel (side 75)
”Mennesker?” spørger jeg.
”Ligesom os. Det, som vi alle sammen er.”
Mennesker? Er det, hvad min krop er? Hvad Axten er? Ikke en mestenes, men et menneske?
Hans blik bliver fjernt.
”Mes.” Han drejer sin læbepiercing en omgang med tungen, før hans grå øjne vender sig mod mig. ”Tro mig, når jeg siger det her: Omstillere er ikke monstre. De er altså flinke nok, og jeg lover dig, Rori og Rora har aldrig skiftet helt. Ikke ligesom …” Han rømmer sig. ”D-det du så i gangen. Skød de ham?”
”Ham?” spørger jeg. ”Hvem?”
”De skød ham, gjorde de ikke? Jeg synes, jeg hørte … skud …”
Væsnet i gangen havde hverken bukser eller nederdel på, og alligevel kalder Axten det en han?
”Det er lige meget. Du har sikkert ikke lyst til at tænke tilbage på det,” siger han.

Axtens synsvinkel
”Mennesker?” spørger hun.
”Ligesom os.” Jeg hører lyden af min egen stemme. ”Det, som vi alle sammen er.”
En fyr døde derude. Måske kendte Rora ham. Var det en andetårs? Førsteårs? Sikkert en førsteårs. Det kunne godt være ham, som nogle af Rora og Roris veninder ledte efter i morges. Lort. Mite sagde, at det bare var et spørgsmål om tid, før en førsteårs skifter.
For mit indre blik forestiller jeg mig Rori og Roras ansigter. Uden bandager. Arret hud og udstående øjne. Præcis ligesom i gry, da vi snakkede på mit værelse. Da Rori stadig havde sine øjne.
”Mes.” Jeg drejer min læbepiercing en omgang med tungen, før jeg vender mig mod hende. Omstillere er ikke monstre, tænker jeg, mens jeg siger: ”Omstillere er ikke monstre. De er altså flinke nok, og jeg lover dig, Rori og Rora har aldrig skiftet helt. Ikke ligesom …” Jeg rømmer sig. ”D-det du så i gangen. Skød de ham?”
”Ham?” spørger hun. ”Hvem?”
”De skød ham, gjorde de ikke? Jeg synes, jeg hørte … skud …”
Synes jeg hørte skud. Virkelig dum formulering. Jeg hørte skud. De andre skreg ude på gangen. Det kan kun have været professor Tosne, der skød ham. Det er så meget førsteårsomstilleren, pigerne ledte efter. Mite havde ret.
”Det er lige meget.” Jeg prøver at ryste tanken af mig. ”Du har sikkert ikke lyst til at tænke tilbage på det.”
”Jeg er forvirret.” Hendes stemme er skrøbelig. Hendes grå øjne er store og fastlåste på mig. Faktisk tror jeg ikke, at nogen nogensinde har set på mig med så endeløs tillid.
”Ja, men jeg tror ikke, du har lyst til at høre mere om omstillere,” siger jeg. ”Det bliver ikke lettere at fordøje af, at jeg taler om det. Han er … død.”
Ordet sætter sig fast i min hals. Hvorfor kører jeg overhovedet mere i det? Vi behøver ikke snakke om det her. Hun får det ikke bedre af at høre om det, og det gør jeg heller ikke. Faktisk får det mine øjne til at svige på den der måde, som de bare ikke skal gøre. Igen forestiller jeg mig Rori og Roras ansigter. Jeg forestiller mig, hvordan der gror flere øjne frem, indtil der ikke er meget andet end øjne tilbage. Runde, stirrende øjne. Øjne, øjne, øjne.
Stop. Mes forstår slet ingenting, og på trods af det er det mig, der er ved at tude. Mand dig op. Du er en mand.
”Vi passer på dig,” får jeg frem. Jeg klapper hende så blidt på armen, som muligt. ”Nogle gange er verden her hos os bare … grim.” Det er en god forklaring. ”Jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved det. Det er jo ikke det, som du er vant til i tågen. Faktisk er du nærmest … hellig.” Hendes hud er blødere, end den ser ud. Silkeblød og fin og tynd. ”J-jeg …” Jeg ser fra min hånd på hendes arm til hendes altopslugende øjne. Hun er virkelig køn, dukker tanken op. På den der måde, hvor man har lyst til at tegne hende. Hun har den her lange hals, smalle kæbe og lige næse. Virkelig symmetrisk. Kæmpestore øjne, som hende sorte, tjavsede hår forsøger at nå ned til, og de sødeste, runde ører. ”Jeg henter lige vand.”
Jeg rejser sig. Følelsen af hendes hud sidder i mine fingerspidser.
”Vent,” siger hun.
Hvad nu?
”Hvad er der?” Jeg stopper, inden jeg får vendt ryggen til hende. Hvad er det for et blik, som hun har fået? Det er sådan en blanding af mildt og trist.
Pissekøn. Axten, stop dig selv.
Mite. Mite. Mite.
”Tak,” hvisker hun.
Måske er det godt, at jeg synes, at en pige er køn?
Men hun er et lig. I et lig.
Åh, nej. Nej, det skal jeg overhovedet ikke tænke på.
”Så lidt.” Jeg gnider min nakke. Faktisk burde jeg kun tænke på, hvem hun er. Et af Loas børn. Hun aner jo ingenting om min verden. Uden min hjælp ville hun være fanget her. ”Ja, altså. Jeg henter det vand, okay?” Det må være hårdt at være så alene. ”Og så kommer jeg tilbage om et øjeblik. Jeg lover at skynde mig.”
Jeg småløber over til Ru og de andre drenge, der har stillet sig i kø ved en vask ovre ved vinduerne. Tankerne tumler rundt i mit hoved. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg føler. I virkeligheden føler jeg jo bare det, som man føler, når man har stået over for en medskaber. Det er så vildt. Hvis bare mor kunne se mig nu.
”Hun stinker sikkert ligesom den der konservesfabrik, du altid snakker om,” bemærker Ru og sender mig et blik over skulderen. ”Må føles som hjem.”
Selvom det giver mig et stik i brystkassen, fremtvinger jeg et smil. Jeg sørger for at stirre på ham og smile, lige indtil han får et irriteret drag om munden og fjerner opmærksomheden fra mig.
Ekkoet af hans ord har givet mig en dårlig smag i munden.
Hjem.
Det får en lugt af fisk og spiritus og røg til at fylde min næse. Minderne om Trevl er efterhånden så grødede, at der kun er følelserne tilbage.
Da det bliver min tur ved vasken, forsøger jeg at trække vejret langsomt og svagt. Håber på, at lugten forsvinder. Jeg ender med at blive så optaget af min vejrtrækning, at jeg ikke når at undvige Ru, da han dasker til mit fyldte vandkrus, der skvulper ud over mig. Det er kulden fra vandet, der overrasker mig mest.
”Fortæl hende, hvordan tingene fungerer her,” siger han.
”O-okay.” Jeg får styr på glasset.
”G-godt,” siger Ru og imiterer min stammen. Han lyder ikke engang som mig. Bagefter får han sådan et åndssvagt grin, mens de andre drenge kvæler en latter. Jeg sørger for, at mit udtryk er så afvæbnende som overhovedet muligt. Det er faktisk let, hvis jeg tænker på Mite og hendes skæve tænder, når hun smiler.
Igennem øjenkrogen mærker jeg Mites blik. På en eller anden måde giver det mig en ro, at hun kan hade Ru og de andre for mig. På samme tid gør det mig bange for, at de tager fat i hende igen, ligesom da de var med til at klippe hendes hår og brække hendes gråstav.
Idioter.
Mens jeg gnider vand af skjorten, retter jeg opmærksomheden mod Mite. Hun sidder ganske rigtigt og kigger på mig. Hendes tynde øjenbryn er skudt let sammen.
Hun kyssede mig, dukker tanken op. Min hals snører sig sammen. Bare tanken om hendes læber mod mine får mig til at føle mig forkert. Som om hele min krop er stiv og akavet.
Som kan Mite læse mine tanker, bliver hendes øjne smallere.
Jeg fokuserer på gulvet og skynder mig tilbage til Mes og planten.
Selvfølgelig kan jeg godt være Mites kæreste. Jeg skal jo bare gøre det, som hun har lyst til. Det er det mindste, jeg kan gøre, efter alt det som hun har gjort for mig.
Desuden. Jeg havde ikke engang været her uden hende.
”Lad os give den noget vand.” Med de ord dumper jeg ned at sidde ved siden af Mes.
Det hele skal nok løse sig. Hvordan kan det ikke løse sig, når jeg har fundet en vaskeægte medskaber? Tanken om at fortælle Mite alt det, som jeg har lært om Loa, Ham og tågen fylder mig med en piblende glæde. Mite bliver helt klart skeptisk, men jeg ved også bare, at hun kommer til at synes, at det er så fedt!