Bag om Inkarnation

[NB. Indeholder tematikker, der kan påvirke læseren negativt, samt spoilere til plottet i Inkarnation]

Det her bliver en af de blogge, som jeg måske ikke udgiver. Ikke at jeg har skrevet mange blogge, men jeg er i tvivl om, om det er en historie, som det giver mening at dele. Altså om andre end mig får noget ud af den. Jeg kender fra mig selv, at jeg er fascineret af at læse om mennesker, der har det hårdt. Man lærer noget af andres modgang, og man får lov til at tænke over livet på en helt anden måde. Nogle gange rammer andres modgang en tak for tæt på eget hjem, og pludselig har man ikke den trygge distance, der gjorde, at et tungt emne kunne være fascinerende at læse om.

Det her bliver historien om, hvordan jeg fik en gammel, bitter stemme i mit hoved – men også historien om, hvordan jeg blev forfatter.

Jeg kan vist ikke løbe fra, at jeg er en lidt sær person. Det at være social har altid krævet en masse af mig, for det at interagere med andre mennesker er bare ikke en evne, jeg havde fået, dengang jeg blev brygget, og det tog min mange år og mange forsøg, før jeg lærte den i det virkelige liv. Jeg tror, at det rod, der har været i mig, har fået mig til at finde ligesindede. Min vennekreds blev defineret af skæve eksistenser. Det er bare lettere at snakke med folk, som forstår, hvordan det er at have det svært.

Første udkast af Inkarnation blev skrevet som ligegyldig underholdning. Jeg havde set en masse anime, og efter jeg var færdig med Blue Exocist, gik jeg i gang med at skrive på et skoleunivers. Jeg følte, at det var kliche, men det blev en guilty pleasure, for jeg ville sgu gerne, og hvem skulle læse det ud over mig?

The Mes God
Kødelig
Kapitel 1

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har vandret i gennem den tykke dis. Den smøger sig om mine bare ben. Jeg er i en tom verden. Der er kun mørke under mine fødder, og lige meget hvor langt jeg går, ændrer det ikke på noget.
Jeg er i en ufuldendt verden. Jeg er i et mellemstadie.
Jeg er i Tågen.
Til trods for det kan jeg mærke, at han venter på mig. Jeg skal ikke gå længe nu, før jeg er fremme. Jeg er blevet hidkaldt af ham.
Endelig.
Bare tanken fylder mig med spænding. Det er anden gang, at han har kaldt på mig. Det her er anden gang, at han har accepteret det univers, jeg har arbejdet med. Jeg har formet den verden, han gav mig, den sandkasse, han overlod i min varetægt.
Jeg har gjort paralleldimensionen perfekt, og nu vil han modtage den.
“Vent på mig,” kalder en stemme bag mig.
Jeg tøver og kaster et blik over skulderen. Igennem disen spadserer Septenes skikkelse mod mig.
”Hvad vil du?” spørger jeg, ”Jeg har ikke tid lige nu.”
“Åh, lad dog være, vi har ikke andet end tid,” siger han.

På det tidspunkt var det temmelig mange år siden, at jeg sidst havde ladet nogen læse mine tekster. Plottet handlede om demiguden Mestenes og den ældre og mere erfarende demigud Septenes. De levede begge i tågen, hvor de dannede deres egne små glober af lys, som de skulle videregive til Ham. Inden i de lysende glober var der et hjemmedesignet univers. Men Septenes kedede sig og trak Mestenes ned i sit, så Mes blev fanget i en kaotisk verden, hvor livet ikke var retfærdigt, og hverdagen var truet af monstre. Serietitlen var ”The Mes God” (den var på engelsk i en overgang, og jeg elskede bare den titel, så den hang ved) og selve bogens titel var ”Kødelig”.

Det var en parodi på det, som forfattere kan: nemlig at skabe deres eget univers. Så jeg havde skabt en skaber, der skabte for en skaber. Og selvom bogen blev skrevet færdig, var den ikke dybere end det. Det var underholdning, som hjalp mig igennem en stressende bachelortid, og som fik mig ud af en skriveblokade.

Jeg er ikke god til datoer, og jeg glemmer let tid, men tilbage i 2016 på en dato, jeg længst har fortrængt, kom jeg ud for en oplevelse, der tvang mig til at tænke længe over, hvad livet egentligt er for en størrelse. I vennekredsen havde vi ikke hørt fra en temmelig presset veninde i noget tid, og jeg tog ud sammen med veninden, der ejede lejligheden, som min pressede veninde lånte, for at se til hende. Det viste sig, at der ikke rigtig var nogen, der havde hørt fra hende i tre dage.

Jeg føler, at det er for privat at beskrive det i detaljer, for selvom det er år siden, virker den stadig ’frisk’. Vi kom ud til det, der viste sig at være et selvmordsforsøg med en overdosis piller og resultatet af tre dages bevidstløshed på et gulv. Jeg fik ringet 1813 og stavet mig igennem adressen til en dame, der snakkede gebrokkent dansk og måtte viderestille mig til en, der rent faktisk kunne taste adressen korrekt ind. Derefter kom ambulancen.

Selvom episoden gjorde mig mere og mere forvirret, da der på det tidspunkt var mange bolde i luften, følte jeg mig ikke rystet. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg var roligere, end jeg havde forventet. At træde ind til et selvmordsforsøg var nemlig det, jeg havde forventet, allerede før jeg åbnede døren, så på den måde var jeg forberedt. Ingen døde den dag, men af en eller anden grund følte mit hoved alligevel, at nogen rent faktisk døde, og i dagene efter gjorde jeg mit bedste for at holde følelserne på afstand for at være der på hospitalet for min veninde, mens hun kom sig.

I tiden efter det blev alting bare mere og mere rodet. Jeg havde en masse tanker, en masse forvirring og følelser, jeg havde svært ved at styre. Jeg var vred på en måde, jeg ikke har været før, og det skræmte mig. Da jeg tog til min læge og fortalte om det hele, fik jeg at vide, at jeg ikke var berettiget til nogen støtte til psykologhjælp, fordi der ikke havde indfundet sig et dødsfald. Hun sagde, at jeg bare skulle snakke med venner og familie om det, og så ville jeg få det bedre. Men jeg kender mig selv, jeg har oplevet det at ramme bunden før, og måden jeg havde det på, var ukendt for mig. Jeg havde ingen suicidale tanker, jeg var bare … ødelagt. Og vred. Og bitter. Jeg følte mig efterladt i et system, der hverken passede på mig eller dem jeg holdt af.

Jeg har altid skrevet for at fixe mig selv i de perioder, hvor verden er svær. Den her gang blev ingen forskel, men jeg begyndte ikke at skrive på et nyt manuskript. I stedet fandt jeg ”The Mes God” frem, for jeg tænkte: ”Hvad nu hvis Mestenes slet ikke er en gud? Hvad hvis det hele er indbildning, og Mes i stedet har levet hele sit liv i en kælder, indtil det øjeblik hvor kroppen døde. Hvad hvis Mes er drevet mod Ham, den mest definerende person i Mes’ liv – sin egen far, og at selv samme far var grunden til, at Mes er så psykisk nedbrudt.” Det var et temmelig deprimerende plot, men på samme tid rørte det et eller andet inden i mig. Når vi læser en fantasy bog, forventer vi, at det magiske er i fokus, og at der kommer magiske løsninger. Jeg ville skrive noget, der bearbejdede min virkelige smerte og så kunne magi være toppingen. Verden er ikke delt op i godt og ondt. Den er gråzoner, og de gråzoner ville jeg forsøge at arbejde med.

Alt det her skete i samme periode, hvor jeg snakkede en del med min kæreste om kønsidentitet. Jeg har selv haft ret svært ved at finde mig til rette i min egen krop, for det føles aldrig helt rigtigt. Som om jeg kigger ind i refleksionen af et tomt hylster, der kunne have tilhørt hvem som helst. For mig havde jeg dog fundet ud af, at det ikke har noget med mit køn at gøre. Det var bare det at have en krop generelt, der var noget mærkeligt noget. I perioder undgik jeg at være så tæt på folk, at jeg kunne høre deres puls, for det kødelige i al almindelighed føltes nervepirrende. Hint, hint, Mes’ problemer med at lytte til et hjerte, der slår.

Generelt følte og føler jeg ikke, at køn er videre definerende for nogens personlighed. Når køn bliver definerende, er det på grund af opdragelsen som enten dreng eller pige, da vi har nogle temmelig faste rammer for, hvad der er acceptabelt inden for kønnene.

For min kærestes vedkommende fandt han ud af, at hans følelse af ikke at høre til i sin krop, bundede i det biologiske køn. Han er en af de transpersoner, der er født i den forkerte krop, hvilket er en sjov frase, som tit bruges, men ikke altid passer. Det er nemlig ikke alle transkønnede, der har kropsdysfori. Han er kommet en utrolig lang vej, siden jeg mødte ham. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville have modet til at gå igennem sexologisk klinik, hvis jeg var i hans sted. Alt i alt fik jeg en del tanker om, hvad køn egentligt er, og om det i virkeligheden er så vigtigt, som vi gør det til. At sætte Mestenes i en situation, hvor køn var uforståeligt, gav mig mulighed for at prøve at forstå emnet bedre. I takt med at jeg skrev Inkarnation, begyndte jeg at reflektere mere over kønsnormer, end jeg allerede havde gjort forinden. Det gik op for mig, at Mes’ personlighed ud fra samfundets opfattelse af køn virkede meget feminin, fordi den var så skrøbelig. Mes ville derfor passe bedst ind i Sydkystens samfund under stemplet ’pige’. Og selvom kroppens biologiske køn er en drengs, så er Mes ikke afklaret med sin kønsidentitet. Generelt har Mes bare for meget kaos at se til til at skulle tage stilling til noget så – i denne sammenhæng – ligegyldigt som køn.

Mestenes er bygget over research om omsorgssvigt i barndommen, og hvad svigt og traumer gør ved vores fysiske og psykiske opbygning. Jeg var særligt glad for bogen ”Drengen, der voksede op som hund” af Bruce D. Perry og Maia Szalavitz. I den fortæller Bruce om, hvordan børn i de tidligste år suger verden til sig, og at de lærer utroligt mange ting på meget kort tid. De lærer jo ikke bare at gå, pottetræne og snakke, men om menneskelige ting så som omsorg, kontakt, kærlighed – og hvad der er ’farligt’.

Hvis vi kunne overvære et barns øjeblikke af ro, nysgerrighed, udforskning og belønning – og hans øjeblikke af skræk, ydmygelse og afsavn – ville vi vide meget mere om ham, hvem han er, og hvem han kan forventes at blive. Hjernen er et historisk organ, og den afspejler vores personlige historie. Vores genetiske gaver kommer kun til udtryk, hvis vi får de rigtige typer af oplevelser i vores udvikling, på det rigtige tidspunkt. Tidligt i livet kontrolleres disse oplevelser primært af de voksne, vi er opgivet af.” – Drengen, der voksede op som hund.

Man kan vel meget kort sige, at kemien i hjernen bliver reguleret efter, hvad den forventeligt skal bruges til senere i livet. Hvis barnet lærer at være på vagt, så vil hjernen have en tindens til at reagere voldsommere på faresignaler igennem resten af livet.

You have a rough childhood you’re more likely to drink and smoke and do all these things that are gonna ruin your health. This isn’t science. This is just bad behaviour. It turns out this is exactly where the science comes in. We now understand better than we ever have before how exposure to early adversity affects the developing brains and bodies of children. It affects areas like the nucleus accumbens the pleasure and reward center of the brain […]. It inhibits the prefrontal cortex which is necessary for impulse control and executive function, a critical area for learning, and on MRI scans we see measurable differences in the amygdala, the brains fear response center.”Nadine Burke Harris, How childhood trauma affects health across a lifetime.

Jeg har ingen uddannelsesmæssig baggrund i psykologi, så jeg anbefaler, at man selv researcher området og lytter til fagpersoner. Den litteratur, jeg læste, åbnede en helt ny verden for mig, hvor jeg følte, at jeg forstod både mig selv og menneskerne omkring mig i et nyt lys.

Derfor sørgede jeg også for, at Mestenes i slutningen af Inkarnation husker en varm, rar person, for Mes’ empatiske personlighed kræver en omsorgsgivende voksen. I sine tidligste år har Mes altså oplevet øjenkontakt, kropskontakt og kærlighed, der har ført til, at Mes i sin nutid stadig finder tryghed ved eksempelvis berøring. Havde Mes vokset op udelukkende med Mel og Norvig, havde Inkarnation været en temmelig anderledes bog, da Mes i så fald havde taget afstand fra Axten og Keemen. Axten minder Mes om den type omsorg, kvinden fra minderne engang gav, og Mes klynger sig til følelsen af noget genkendeligt ”som en fugleunge”, et citat fra Julie Rønberg, hende, der har lavet forsiden til Inkarnation. Fugleungebeskrivelsen er fantastisk dækkende for en som Mestenes, der er så hud- og omsorgssulten.

Efter at være blevet omskrevet fungerede ”The Mes God” bare ikke længere som titel, og ”Kødelig” føltes ikke som det, jeg ledte efter. Jeg overvejede ”Reinkarnation”, genfødsel, men det blev ”Inkarnation” (latin: in: i + caro: kød) kødeliggjort, der har samme lyd, men en anden symbolik. Igennem den historie fik Mes et nyt forsøg med livet. Det var en rar tanke, og den beroligede den del af min hjerne, der fordøjede min venindes selvmordsforsøg. For selvom Inkarnation og Mestenes’ historie er temmelig fokuseret på døden, så handler den om det at leve.

Da jeg sad med det færdigarbejdede manuskript, følte jeg, at det kunne give ikke bare mig selv men andre noget, og derfor blev det sendt til et forlag. Line, den ene medejer af fantasyforlaget Ulven og Uglen, har jeg kendt, siden jeg var 14. Jeg synes, forlag er temmelig skræmmende (fordi det jo er en bid af mig selv, som jeg holder frem, så fagfolk og læsere kan hugge og stikke i den), og da Line er min veninde, var hun den mindst skræmmende at sende manuskriptet til. Resten af historien kender I.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s